Formålet med netværket er at styrke almen praksis og det nære sundhedsvæsen ved at forske dér, hvor patienterne er. Den specialiserede hospitalsforskning kan ikke stå alene. Derfor er der brug for et netværk og en infrastruktur omkring aktørerne i almen praksis, der gør det enkelt, effektivt og attraktivt for praktiserende læger at bidrage til almenmedicinsk forskning til gavn for patienter og sundhedsprofessionelle.
Netværket er forankret ved Dansk Almenmedicinsk Forskningsmiljø, som er en samlet betegnelse for de fire danske universiteter, der rummer uddannelse og forskning inden for almen medicin (Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Københavns Universitet) samt landets Forskningsenheder for Almen Praksis. Dansk Almenmedicinsk Forskningsmiljø rummer forskere, undervisere og akademisk- og teknisk-administrativt personale.
Netværket er et nationalt netværk forankret ved Dansk Almenmedicinsk Forskningsmiljø, som udgøres af de fire universiteter, der rummer almenmedicinsk uddannelse og forskning og de landets Forskningsenheder for Almen Praksis. Her er nedsat en styregruppe og et projektspor med en række lægefaglige, akademiske og teknisk-administrative medarbejdere, der sikrer relevansen og kvaliteten af forskningen i og omkring praksis og tager sig af netværkets daglige drift.
De praktiserende læger er motoren i netværket. De bidrager mod et honorar på forskellig vis til forskningsnetværket ved f.eks. at besvare spørgeskemaer, deltage i fokusgruppeinterviews, inkludere patienter i projekter, stille data til rådighed, afprøve interventioner, medicin og medicinsk udstyr eller andet. Lægerne behøver ikke selvstændigt at forske eller have forskningskompetencer.
OBS: Hver region har sin egen regionale afdeling af Dansk Almenmedicinsk Praksisnetværk med egen kontaktperson, støtte og forhold tilpasset din regionale kontekst. Kontakt din regionale afdeling for at høre mere.
Du modtager honorar for at bidrage til forskningsprojekterne i Dansk Almenmedicinsk Praksisnetværk.
Du er med til at udvikle dit fag ved at sikre, at almenmedicinsk faglighed bygger på forskning i klinisk relevante spørgsmål og en repræsentativ patientpopulation fra almen praksis.
Mange læger oplever, at det giver en meningsfuld variation i deres kliniske arbejde, når de deltager i forskningsprojekter.
Mange læger oplever også, at deres bidrag til forskningsprojekter er med til at holde dem fagligt opdaterede om ny udvikling inden for almen praksis.
Det er let. Skriv en mail til din regionale kontaktperson. De hjælper dig videre.
Region Nordjylland
Lise Vammen Brinkmann (PA/sekretær)
Region Midtjylland
Anna Mygind Rasmussen (lektor og seniorforsker)
Region Syddanmark
Jesper Lykkegaard (professor)
Region Østdanmark
Lars J. Hansen (speciallæge i almen medicin)
Se aktuelle projekter på www.vidap.dk/deltagiforskning. Oversigten opdateres løbende.
OBS: Du kan filtrere projekterne efter din interesse eller region.
Du vælger i høj grad selv, hvor mange timer du vil bidrage med i netværket - det er fleksibelt, så du let kan tilpasse dit bidrag til din kliniske hverdag.
Din regionale afdeling af netværket kan have særlige rammer og muligheder, som tager højde for dine regionale forhold.
Din regionale kontaktperson kan svare på spørgsmål om de nærmere rammer i din region.